Bjarne har skrevet en bog

Bjarne Jensen, som arbejder på ULF, har skrevet en bog.
En bog om sit liv. I bogen fortæller han om livet på institution i Brejning fra han var 3 år til han var 19 år. Bjarne har selv skrevet bogen, og det er hans egne personlige oplevelser.

Han har skrevet bogen, fordi fortiden ikke må gå i glemmebogen. De frygtelige ting der skete på institutionerne må ikke blive gemt.

Tværtimod er det vigtigt at lære af fejlene i fortiden, så udviklingshæmmede kan gå en bedre tid i møde i fremtiden


UDDRAG FRA BOGEN

Da jeg blev anbragt på Brejning som 3-årig

Jeg vil skrive om, hvordan det var at have fødselsdag i Brejning. Lad mig sige det på den måde, at det var ejendommeligt, at fødselsdagsgaven kunne være, at man kom på børneasylet F1 i Brejning på sin treårs fødselsdag den 27. februar 1958, og at jeg blev anbragt på et tæppe, der med store og tydelige bogstaver stod D.K.A. på (De Kellerske Anstalter), for så blev det gjort tydeligt og klart, hvem man nu tilhørte.

Det foregik på verandaen, og derfra kunne jeg vinke farvel til min mor og far. Ellers husker jeg ikke så meget af min fødselsdag, jeg var nok for lille til at forstå, hvad fødselsdagen var for noget. Jeg ved, at jeg fik besøg af min familie. De tog mig med i Zoologisk Have ude i Trædballe, og bagefter kom jeg tilbage til afdelingen, så kørte familien. Det blev aften og sengetid, og det var så den fødselsdag.

Der var ikke nogen fødselsdagsgave til mig den dag. Ud over en lidt speciel gave, der ikke ligefrem var pakket ind, men var en stor hvid bygning. Det, jeg blev udsat for den dag, var at føle mig som et kasseret stykke affald, der bare skulle smides ud. Jeg var en ting, der var fejl i, så mine forældre afleverede mig på Asylgården på Afdeling F1 … Læs mere


Vi har også indtalt bogen, så du kan både få den som almindelig bog og som lydbog.
Du kan bestille bogen lige her


Støt mindesøjlen direkte

Ønsker du at støtte mindestenen direkte kan du gøre det direkte til indsamlingen for mindesøjlen på
reg nr: 6855 kontonr: 0001001743. Husk at skrive dit navn/firma, så de gode folk, kan holde styr på det.


 

Udviklingshæmmedes LandsForbunds Medieafdeling